Det skrev de om The Silver Bullet
Da originaludgaven af Sølvkuglen udkom i London for et års tid siden, fulgte der naturligvis en del kommentarer fra forskellig side. Her er et par af dem.
“The Silver Bullet er en brilliant bog“
af Mason Gaffney, Professor i økonomi fra University of California.
Se det i øjnene. Der er stadig ikke nogen umiddelbar udsigt, at vi får henvist fattigdommen til historien. Hvorfor findes fattigdommen stadig lige fra hele lande i det fattige Syden til baggaderne og slummen og trailerparkerne i det rige Vesten?
De gode viljer, alle de mange penge, den megen snak, medlidenheden og mediehistorierne er kun nålestik imod dette rasende monster. De siger, at der ikke findes nogen sølvkugle (universalmiddel!). Hverken Geldorf eller Bono eller De Forenede Nationer eller hele den enorme flok af nødhjælps- og udviklingsorganisationer har et svar på dette problem.
Har ikke alle verdens borgere lige stor ret til det gode liv? Med så megen rigdom i verden hvorfor er så mange af os da fattige, når vi kunne befri os selv fra dette monster, hvis vi blot ville? Og faktum er jo, at der kun findes en måde at udrydde fattigdommen på.
Fred Harrison pointerer, at statsskatter er en forblommet måde et fordele indkomst fra de fattige til de rige. Jeg behøver ikke her at skære ud i pap, hvordan Harrison forklarer denne sammenhæng, men det er klart og det er vigtigt at forstå dette. Som James Robertson siger det (han er medstifter af Land&Liberty):” Intelligente aktive mennesker må have opmærksomheden meget stærkt rettet mod denne bogs budskab”
En bedre løsning på det globale fattigdomsproblem
En kraftanstrengelse. Læsningen af denne bog er et must for enhver, som vil prøve at forstå, hvorfor den globale fattigdom er så vedvarende. Der skal dog advares om, at læsningen sandsynligvis vil ophobe en masse frustration hos læseren på grund af blindheden hos den målgruppe af globale fattigdomskampagnefolk, som burde have gavn af bogens skarpsindige indsigt. Indekset er excellent.
Harrison viser, at den gængse benægtelse af hovedproblemet hos verdensberømte rådgivere som Jeffrey Sachs og Joseph Stiglitz, vil forhindre, at fattigdommen vil blive tacklet med nogen som helst form for effektivitet. Han viser, hvordan de lukker øjnene for den rette forståelse for, hvordan jord og naturresurser skal behandles for at blive til de enkelte landes fordel. Han viser også, hvordan Sachs og Paul Collier sammen Anke Hoeffler (Oxford Univ.) ræsonnerer sig frem til den ejendommelige teori, at en nation, som er rig på jord og naturresurser vil have svært ved at fremme demokratiet og nedbringe fattigdommen. Som kronen på værket bliver den bizarre vending, resurseforbandelsen, brugt til at forkynde den helt håbløse teori. De foreslår, at skatterne til investering i offentlig service skal lægges på indkomst snarere end at bruge noget af værdien af jord- og naturresurserne, hvilket jo vil gøre disse faciliteter selvfinansierende.
Det er den argeste neo-kolonialisme. Vestlige lande kan nu retfærdiggøre deres udbytning med ideer fra sådanne ”eksperter” og derved udelukke, at disse reelle værdier i de nødlidende lande, bliver brugt til at rykke deres borgere ud af fattigdommen. Desværre forsætter guruerne med at falbyde deres falske teorier til trods for, at f.eks som i Sachs´ tilfælde, at de her set, hvordan Bolivia ikke kunne hæve bruttonationalproduktet per indbygger efter i 20 år at have fulgt hans råd. Hvad der her udspiller sig, er den gamle koloniale ide om at indkræve skat på folks arbejde og kreativitet og overlade den evigt voksende velstand fra jord- og naturresurserne til eliten.
Harrisons svar er, at offentlige goder som skoler og veje skal skabes af regeringen, og blive selvfinansierende ved hjælp af renterne/afkastet af de omkringliggende områder, idet jord bliver mere værdifuld og efterspurgt som følge af investeringerne. Hvad der mangler er god styring af resurserne, så de kommer alle til gode i stedet for at henfalde til den fatalistiske og helt ekstraordinære diagnose ”resurse forbandelsen”.
“Gør fattigdom til fortid“
af Dave Wetzel, London.
Anmeldelse af The Silver Bullet
Fred Harrison har skrevet en fremragende bog som behandler vores manglende evne til at bekæmpe fattigdom i alle dele af verden, også i den ”velstående” vestlige verden.
Ulig mange gode bøger, der nøjes med at beskrive problemerne med fattigdom, går Fred Harrison meget længere. Han demonstrerer meget tydeligt at der er en konstant underliggende årsag til fattigdom og at alle vore nuværende tiltag – velgørenhed, medlidenhed, gældssanering, bank reformer og udviklingshjælp – ignorerer denne årsag og ikke er svaret på problemet.
Fred Harrison stiller meget af den konventionelle tankegang på hovedet og viser hvordan hans nye tilgang (”Sølvkuglen”) kan implementeres i alle samfund og alle økonomier med det samme.
Sølvkuglen - lige relevant for alle regeringer på alle kontinenter – er en elegant blanding af økonomi i harmoni med social retfærdighed, ligeret og ligeværd, og vil skabe grundlag for at alle borgere på denne planet kan have et liv fri for fattigdom og manglen på de mest basale livsfornødenheder.
Et MUST for alle os der gerne ”gør fattigdom til fortid”.
“En bedre løsning for verdens fattige“
af C.E. Bazlinton, Storbritannien.
Anmeldelse af The Silver Bullet
En stærk bog og et MUST for enhver, der vil prøve at forstå hvorfor den globale fattigdom er så vedholdende. Men bogen vil sikkert skabe en del frustration hos læseren over at bogens målgruppe - dem som til daglig prøver at bekæmpe den globale fattigdom - der burde drage nytte af dens knivskarpe indsigt – vælger at være så blinde. Indholdsfortegnelsen er fremragende.
Harrison viser hvordan den nuværende udeladelse af vigtige spørgsmål hos så verdensberømte rådgivere som Jeffrey Sachs og Joseph Stiglitz, forhindrer at fattigdom kan behandles med nogen form for effektivitet.
Han belyser deres uvidenhed om hvordan jord og naturresurser burde behandles til gavn for en nation. Han viser også hvordan Sachs og Paul Collier sammen med Anke Hoeffler (Oxford Uni) udleder den mærkværdige teori at en nation der er rig på jord og naturresurser vil have svært ved at indføre demokrati og nedbringe fattigdom. Oven i det hele bruges det bizarre udtryk ”resurseforbandelse” til at understøtte denne vederstyggelige teori.
De foreslår at offentlige ydelser skal finansieres gennem skatter på indkomst og kapital, i stedet for at bruge noget af værdien af jord og andre naturresurser til selvfinansiering af disse ydelser.
Det stinker af ny-kolonialisme. Vestlige lande kan nu retfærdiggøre deres udbytning med udsagn fra disse ”eksperter”, og udsuge al rigdom fra trængende lande, der i stedet burde løfte deres borgere ud af fattigdommen. Desværre fortsætter guruerne med at bringe deres falske teorier til torvs, til trods for at Sachs f.eks. har set på mens Bolivia i 20 år uden held har forsøgt at hæve sit BNP pr. indbygger ved at følge hans råd. Det ,der er i spil her, er den gamle kolonialistiske ide med at lade skatten på folks arbejde og kreativitet stige, men lade broderparten af den evigt stigende værdi af jord og naturresurser forblive i hænderne på en lille elite.
Harrisons svar er at offentlige goder som f.eks. skoler og veje bør tilvejebringes af regeringen og indrettes som selvfinansierende enheder, finansieret af leje fra nærliggende jord, da værdien af denne jord stiger med udvikling af området. Hvad der er påkrævet er god forvaltning af resurserne til gavn for alle, i stedet for at ligge under for fatalistiske og usædvanlige diagnoser som ”resurseforbandelse”.
Se den nye film af Harrison om Zimbabwe, der handler om hvordan det land er blevet kuet af disse falske teorier.
